Installation af din Vinorage vinkælder
Din vinkælder fra Vinorage skal monteres på en plan gulvoverflade i enten stue- eller kælderniveau, så vinkælderen har fri adgang til at udnytte temperaturen fra jorden. Placeringen af vinkælderen under jorden gør det muligt at opretholde en konstant optimal temperatur. Denne metode kaldes for passiv køling.
En Vinorage vinkælder kan indbygges både i forbindelse med et nybyggeri eller tilpasses til et allerede eksisterende gulv. Vi ser ofte, at vinkælderen især er populær som et kreativt og elegant supplement til et køkken, alrum, stue, udestue eller herreværelset.
Uanset dine ønsker og udfordringer, så er du garanteret en vinkælder, der uden tvivl vil blive omdrejningspunktet i ethvert rum i enhver type bolig.
Vælg placering og grav ud
Det er vigtigt, at eventuelle gulvvarmeslanger har en afstand på minimum 400 mm fra vinkælderen, for at den kan fungere optimalt.
Når du har fundet frem til placeringen af din nye Vinorage, skal du efterfølgende grave ud til vinkælderens dimensioner. Når du køber en nedsænket vinkælder hos Wine-store.dk, vil der altid medfølge tekniske dimensioner til udgravningen.
Det er vigtigt, at jorden i bunden af hullet rettes af, når hullet er gravet, så vinkælderen står i vatter, når den bliver nedsænket.
Nedsænkning af vinkælderen
Tilkobling af ventilation
Til alle vinkældre fra Vinorage medfølger ventilationsslanger. Disse skal monteres for at opnå den bedste effekt af vinkælderen.
Ventilationsslangerne tilkobles de tiltænkte åbninger i vinkælderen og føres ud til en ydervæg. Her fastgøres de samt skjules bag den medfølgende ventilationsrist. Formålet med ventilationsslangerne er at sikre, at luften konstant udskiftes. Vinkælderen gør brug af passiv køling og ventilation uden brug af energi. Derved er den hverken en belastning for miljøet eller elregningen.Tilslutning af elkabel
Der medfølger ligeledes et elkabel, der fører strøm til Vinorage kælderen. Strømmen bruges til at åbne og lukke glaslågen samt til styring af det medfølgende LED-lys. I elevationsmodellen bruges der ligeledes strøm til at føre vinkælderen op af jorden.
Elkablet skal tilsluttes den nærmeste 220 volt strømkilde og tilslutningsenheden. Kablet til LED-lyset samt åbning og lukning af vinkælderen føres hen til væggen og monteres i den kontakt (FUGA svagstrømstryk), kælderen ønskes betjent fra. Denne kontakt skal sidde minimum 1,5 meter fra vinkælderens glaslåge.
Støbning af fundament
Alle de nødvendige komponenter i vinkælderen er nu tilsluttet, og kælderen er derfor klar til at blive støbt omkring.
Du skal sikre dig, at den indvendige træramme, i kælderens åbning, forbliver i korrekt position under støbning. På denne måde undgår du, at siderne på kælderen får et tryk eller trykkes sammen under støbningen.
Støbningen vil sikre, at vinkælderen forbliver i en korrekt position. Typisk bliver en Vinorage vinkælder nedsænket i et lag af jord eller sand. Når vinkælderen har den ønsket afstand til gulvet lægges så isoleringsmaterialet. Slutteligt er der et betonlag, hvori der kan være installeret rør til gulvvarme.
Gulvlægning rundt om vinkælderen
Vinkælderen er nu integreret i jorden, og alle de nødvendige installationer er tilsluttet. Der er taget forbehold for gulvets højde med en nedsænkning af kælderen på 5 mm (2-8 mm) under terræn. Dette sikrer, at gulvet nu kan monteres plant med din nye Vinorage vinkælder.
Når den ønskede gulvbelægning er lagt, kan glaslågen til vinkælderen monteres.
OBS: Gulvet kan først lægges, når betonen er tør.
Montering af glaslågen
Glaslågen består af en rustfri stålramme, der indeholder et gulvglas, som kan bære to voksne. Glasset er allerede monteret i stålrammen, hvilket gør monteringen ganske enkel.
Glaslågen kan justeres op og ned via langhuller i stålrammen. På den måde kan glaslågen justeres, så den passer til den valgte gulvhøjde.
Elmotoren monteres med den medfølgende bolt, der er placeret i lågen. Efterfølgende justeres motoren, så lågen står i ca. 85 grader fra gulvet (men ikke mere end 85 grader), når stemplet er kørt fuldt ud.
Motoren i elevations vinkælderen er indlejret i kælderens bund.